Dansk film: Vi kan bare det der

Når der natten til mandag bliver uddelt Oscar-statuetter i Los Angeles, er det endnu engang med et dansk islæt.

Filmen "En Kongelig Affære" med Mads Mikkelsen i hovedrollen som Struensee og Nikolaj Arcel i instruktørstolen skal nemlig kæmpe om en Oscar i kategorien "bedste ikke-engelsksprogede film".

Det er kun to år siden, instruktøren Susanne Bier vandt en Oscar i den kategori for dramaet "Hævnen". Og sidste år nåede Ole Christian Madsens "Superclásico" så langt som at være blandt de ni film, der blev shortlistet.

- Vi viser, at dansk film har en stor styrke, og at det ikke bare er en enlig svale, at vi laver en god film, siger Claus Ladegaard, der er områdedirektør for produktion og udvikling i Det Danske Filminstitut.

Men det er ikke kun i Oscar-sammenhænge, at det går godt for dansk film i udlandet.

Netop nu indspiller den danske skuespiller Ulrich Thomsen sin debutfilm som instruktør i Hollywood.

Skuespilleren Thure Lindhardt har fuld fart frem på karrieren i Los Angeles, hvor han lørdag kan modtage den prestigefyldte pris Independent Spirit Award.

Susanne Bier har netop indspillet en film med Oscar-håbet Jennifer Lawrence i hovedrollen, og i næste uge har instruktøren Niels Arden Oplev premiere på sin nye amerikanske film, der har stjernen Colin Farrell i hovedrollen.

- Vi er et lille land, der har vist, at vi kan lave rigtig gode film på et højt niveau i forskellige genrer, forklarer Claus Ladegaard om de mange danske projekter i USA.

- De har virkelig fået øje på os, siger han.

Han mener, at den succes, som danske tv-serier som "Forbrydelsen" og "Borgen" har fået i udlandet, også har smittet af.

- At de klarer sig så godt i udlandet styrker jo fornemmelsen af, at vi i Danmark er rigtig gode til at fortælle historier i levende billeder, siger han.

Om det bliver til en Oscar ved dette års prisuddeling, tør Claus Ladegaard ikke spå. Konkurrencen er hård i kategorien, hvor den østrigske instruktør Michael Haneke og hans guldpalmevinder "Amour" står stærkt.

Men man skal aldrig sige aldrig.

- Der er intet, der er udelukket på forhånd. Og man skal passe på med at afskrive chancen helt, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip