Dansk firma skaffer autister job i USA

Virksomheden har netop dannet partnerskaber med de globale it-giganter SAP og CAI, der har forpligtet sig til at skabe hundredvis af job til autismeramte personer.

Men først da Specialisterne forlod Danmark, kom succesen, fortæller stifter Thorkil Sonne.

»I Danmark bliver det ved skåltalerne, men vi vil hellere have konkrete opgaver end klap på skulderen«, siger Thorkil Sonne, der alene sammen med SAP skal skabe 650 stillinger til folk med autisme.

Firmaets koncept går ud på at afklare autismeramte personers særlige kompetencer og sende dem ud i konsulentarbejde, der passer til deres evner, og erfaringen er, at de autismeramte ofte bidrager med nye metoder og ideer på arbejdspladsen.

Thorkil Sonne bor nu i den amerikanske stat Delaware, hvorfra han på kort tid har dannet partnerskab med den lokale guvernør, der har banet vej for store offentlig-private partnerskaber.

»Det går bare meget hurtigere i USA, fordi der er en lad-os-nu-gøre-det-kultur. Om få år vil der være mangel på arbejdskraft, og hvis Danmark skal klare sig godt i den globale økonomi, skal vi blive bedre til at udnytte potentialet i befolkningen og ikke kun dem med de bedste sociale færdigheder«, siger han, med henvisning til at personer med autisme ofte mangler nogle sociale færdigheder.

Specialisterne efterlyser konkret en større indsats fra især offentlige institutioner til at indgå partnerskaber med mindre socialøkonomiske virksomheder, og mener, at Danmark lære af Tyskland, hvor der stilles krav til, at offentlige leverandører har en andel på 5 procent handikappede i medarbejderstaben.

Dagens Gossip

Dagens TV