Dansk fly skal redde bådflygtninge i Middelhavet

Skrevet af admin

24/08/2015

Dagens topnyheder

For anden gang har Forsvaret sendt et challenger-fly samt personale på en mission i Sydeuropa i forsøget på at undgå drukneulykker blandt det store antal bådflygtninge i Middelhavet.

Forsvaret oplyser på dets hjemmeside, at et dansk CL-604 Challenger-fly og fem mand er udsendt til den amerikanske luftbase Sigonella på Sicilien. Herudover er en mand sendt til Rom.

Danskerne rejste den 17. august og vender hjem igen den 15. september. Der er tale om to piloter, to systemoperatører, en tekniker, en supportmedarbejder på jorden samt en forbindelsesofficer. Den sidste sidder i Frontex' hovedkvarter i Rom.

Bidraget er en del af Joint Operation Triton under EU's grænseagentur, Frontex.

Også i juni og juli deltog et dansk fly og personale i opgaven med at overvåge skibstrafikken i Middelhavet. Her blev det til syv flyvninger på 10 dage.

Opgaven for danskerne består i at patruljere og overvåge skibstrafikken omkring Malta samt i områderne omkring de italienske øer Sicilien og Lampedusa.

Udstyret med radar og kamera skal de danske udsendte militærfolk dokumentere og rapportere videre til Frontex, hvis de observerer noget mistænkeligt fra luften.

Ud over Danmark deltager 25 andre europæiske lande i den fælles operation.

Ifølge Frontex blev juli en rekordmåned. For første gang krøb antallet af immigranter opdaget ved EU's grænser op over 100.000.

Med 107.500 på en måned er det mere end en tredobling i forhold til juli sidste år.

Næsten halvdelen af de opsporede immigranter i juli dukkede op i Det Ægæiske Hav ved de græske øer Lesbos, Chios, Samos og Kos.

I Italien, hvor det danske bidrag er udsendt til, blev der i juli opdaget 20.000 immigranter. Langt størstedelen af de, der er sejlet til Italien fra Libyen, kommer oprindeligt fra Eritrea og Nigeria.

I år menes omkring 2000 immigranter at være druknet i Middelhavet på deres vej til Europa. Men EU's forstærkede indsats, der for alvor blev intensiveret, efter at 1200 immigranter druknede i april, virker og redder tusindvis liv.

Det viser en opgørelse som Amnesty International offentliggjorde i juli på baggrund af tal fra det italienske indenrigsministerium og Den Internationale Organisation for Migration (IOM)

 

/ritzau/