Dansk FN-dommer: Øverstbefalende går fri

Det påståede skifte sker på et tidspunkt, hvor domstolen endnu mangler at afgøre sagerne imod general Ratko Mladic og præsident Radovan Karadzic fra den serbiske republik i Bosnien.

Domstolen har angiveligt, mener Harhoff, givet efter for pression fra »de militære establishments«.

Det fremgår af en e-mail, som BT i dag kan afsløre. I en e-mail fra FN-dommeren beskriver Harhoff sin »dybe bekymring« over, at domstolen i tre konkrete sager allerede har frifundet de anklagede, fordi det nu kræves, at de øverstbefalende skal have haft direkte forsæt til forbrydelserne.

Dette kan være et ret afgørende skifte: Hidtil har det været op til de øverstbefalende at sikre, at der ikke begås forbrydelser under deres kommando. Det følger af folkeretten.

»Det vil i de allerfleste tilfælde medføre, at de øverstbefalende ledere fremover går fri,« skriver Harhoff i sin e-mail.

I 2012 frifandt Appelretten i Haag to kroatiske officerer, der var idømt henholdsvis 18 og 24 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden.

I 2013 blev serberen Momcilo Perisic – tidligere idømt 27 års fængsel for direkte medvirken til krigsforbrydelser i Sarajevo og Srebrenica – frifundet, da det ikke kunne bevises, at generalen havde »til hensigt« at medvirke til krigsforbrydelser.

I maj i år frikendte domstolen to serbere fra sikkerhedstjenesten, som stod for logistikken til frygtede paramilitære grupper i Bosnien.

Anklageskrifterne i de tre sager er en ubehagelig påmindelse om de etniske udrensninger i perioden 1992-95, hvor drab, voldtægter og plyndringer i perioder foregik ret systematisk i Bosnien og Krajina-provinsen.

FN-dommer Frederik Harhoff konkluderer, at der er tale om »et markant tilbageskridt« for domstolen i Haag.

Lektor Karsten Fledelius fra Københavns Universitet deler den bekymring.

»Grundlaget under hele FN-tribunalet er ved at skride i en grad, så vi kan havne i en situation, hvor Haag-domstolen ville få svært ved at kende en Adolf Hitler skyldig for krigsforbrydelserne begået af den tyske hær under Anden Verdenskrig,« siger han og nævner, at der går teorier om, at udviklingen hænger sammen med udpegningen af en amerikansk retspræsident for domstolen i Haag.

Frederik Harhoff går længere endnu i sin e-mail. Her skriver han, at afgørelserne øjensynligt kommer efter den amerikanske retspræsident Theodor Merons »ihærdige massive pres på sine kolleger,« der angiveligt skulle skyldes militære interesser i Israel og USA, hvor de øverstbefalende skal være modstandere af at kunne holdes ansvarlige for underordnedes krigsforbrydelser.

Dagens Gossip