Dansk Førstehjælpsråd advarer: Dette Facebook-råd kan koste liv

Skrevet af Marie Milling

28/11/2015

Dagens topnyheder

Nu er Dansk Førstehjælpsråd ude med en advarsel.

For på Facebook deles igen et råd, som kan være livsfarligt.

Rådet går på, at man skal hoste kraftigt, hvis man har ondt i brystet og tror, at man måske er ved at få et begyndende hjertestop.

Men der er ingen medicinsk viden, som peger på, at det skulle virke at hoste.

Tværtimod anbefaler man det modsatte.

- Hvis man har en blodprop i hjertet og skal anstrenge sig for at hoste kraftigt, som det anbefales, kan det i værste fald fremprovokere et hjertestop, fortæller Thomas Egesborg Pedersen, der er formand for Dansk Førstehjælpsråd.

Læs også: Store tekniske problemer med rejsekortet i weekenden

Han fortæller desuden, at hans kollegaer tidligere har været ude at modsige rådet, men stadigvæk bliver det ved med at dukke op.

Grunden, til at det skulle virke at hoste, er, at det tryk, som hostene lægger på hjertet, skulle kunne modvirke eller udsætte effekten af hjertestoppet.

I stedet for at hoste bør man ifølge Dansk Førstehjælpsråd følge disse råd, hvis man er alene og oplever et begyndende hjertestop:

  1. Sæt eller læg dig så behageligt som muligt.
  2. Ring 1-1-2 og følg instruktionerne fra den sundhedsfaglige medarbejder på alarmcentralen.
  3. Tag det roligt og undgå anstrengelser, mens du venter på, at hjælpen når frem.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: