Dansk Folkehjælp: Pressede familier vil savne støtte

Skrevet af admin

13/07/2016

Dagens topnyheder

Dansk Folkehjælp kan i år kun hjælpe halvt så mange familier som sidste år. Og det bliver et tab for mange børn og voksne i familier, hvor midlerne er knappe, mener Klaus Nørlem, der er generalsekretær i Dansk Folkehjælp.

- Feriehjælpen har både nogle kortsigtede og langsigtede effekter. Det har vi målt på, siger han.

- Familierne får mulighed for at sætte fokus på det gode samvær i familien langt væk fra en hverdag med en meget stram økonomi. For det er jo familier, der alle sammen er på overførselsindkomst, som vi hjælper.

For børnene giver ferien ifølge Klaus Nørlem noget, som de kan bruge i omgangen med deres klassekammerater eller venner, når der skal deles ferieoplevelser.

- De voksne kan også have også have behov for at holde ferie og trække sig tilbage, selv om de står uden for arbejdsmarkedet. For det er familier, der tackler forskellige problemer i deres hverdag, siger han.

De familier, der nu får afslag, må i stedet holde ferie i deres hverdagsomgivelser ifølge Klaus Nørlem.

Sidste år kom 4000 personer på ferie ved hjælp af Dansk Feriehjælp. I år bliver det kun det halve. Samtidig stiger efterspørgslen efter økonomisk hjælp til at holde ferie år for år.

Det betyder, at antallet af afslag nu langt overgår mulighederne for at hjælpe.

- Vi har oplevet stigninger fra år til år på 10 til 20 procent. Lige nu står vi med fem til syv ansøgninger per feriebolig. Det betyder, at rigtig mange familier får et afslag, siger Klaus Nørlem.

Når der er færre feriepenge at dele ud af, skyldes det ikke mindst et fald i støtten til Dansk Folkehjælp fra Arbejdsmarkedets Feriefond.

Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution, hvis midler kommer fra uhævede feriepenge.

/ritzau/