Dansk Folkeparti får bøde i injuriesag om annonce

Skrevet af admin

23/10/2015

Mest læste i dag

Dansk Folkeparti er fredag eftermiddag blevet idømt en bøde i en injuriesag om en annonce, hvor knap 700 personer blev kædet sammen med en "fare for Danmarks sikkerhed". Dommen er faldet i Københavns Byret.

Partiet har med annoncen reelt beskyldt 685 personer for at være til fare for statens sikkerhed og for at være potentielle terrorister, lyder det i byretsdommen.

Ud over bøden som lyder på ti dagbøder à 1000 kroner, skal partiet betale 10.000 kroner til hver af de 15 personer, som har sagsøgt partiet i sagen. Beløbet dækker erstatning for såkaldt tort.

I sagen har 15 personer sagsøgt Dansk Folkeparti i forbindelse med en annonce i Kristeligt Dagblad og Jyllands-Posten, hvor partiet gengav navnene på 685 personer under overskriften: "Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed".

Årsagen var, at PET havde en mistanke mod én af de nævnte, og partiet ville med annoncen problematisere, at en mistænkt kunne opnå statsborgerskab. Da man ikke kunne få oplyst, hvem mistanken var rettet mod, valgte partiet at bringe samtlige navne.

Men en række af de andre personer, som stod på listen, ville ikke finde sig i at blive nævnt i den sammenhæng. De følte sig krænkede og anlagde derfor en privat straffesag mod partiet.

På grund af den principielle karakter er sagen blevet behandlet af tre byretsdommere. Normalt ville der kun være én. Og dommerne har altså vist sig at være enige med sagsøgerne.

- Retten finder, at sagsøgerne herved hver især er beskyldt for at være til fare for Danmarks sikkerhed samt tillige for at være en potentiel terrorist, lyder det i dommens præmisser.

Også partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) blev sagsøgt, men retten har valgt at frifinde ham. Det samme er tilfældet for Den Danske Forening, som også har været sagsøgt.

Dommen kræver, at Dansk Folkeparti nu skal fjerne annoncen fra partiets hjemmeside. Derudover skal partiet betale 30.000 kroner til sagsøgerne, som skal dække omkostninger til bestridelse af annoncens indhold.

/ritzau/