Dansk Folkeparti frygter for den økonomiske politik efter fejl i kommissionsrapport

»Regeringen har lagt op til, at der skulle komme nogle helt fantastiske resultater ud af det her arbejde i forhold til at finde 12 milliarder kroner på de offentlige budgetter, men det kan man jo have sin tvivl om nu,« siger han og forklarer, at han nu vil spørge regeringen, hvor meget kommissionen helt præcist har kostet.

Kommissionen blev nedsat i 2012 og kommer inden udgangen af 2013 med en række bud på, hvordan produktiviteten i det offentlige og private kan øges. Men når kommissionen laver fejl, er det svært at sige, hvor meget det kan bruges til, lyder det fra René Christensen.

»Nu ser vi her, at der har været en kommission, der har kigget på transportsektoren, hvor en hel del af anbefalingerne, der kommer, har ikke hold i virkeligheden. Det påvirker rationalet bag de effektiviseringer regeringen vil lave,« siger han og undrer sig over fejlene, som ifølge ham virker besynderlige.

»De fleste politikere ville godt kunne svare på det med Post Danmark. Vi kunne jo lige så godt selv have skrevet det så, eller i hvert fald fortalt, at de var galt på den,« siger han og henviser til kommissionens delrapport, der skriver, at staten bør sælge sine aktier i Post Danmark. Staten har imidlertid slet ingen aktier i Post Danmark.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kommissionens formand, Peter Birch Sørensen, onsdag, men han siger til Berlingske, at han ærgrer sig over fejlene.

»Men vi har lært af dette og vil gøre alt for at sikre os, at det ikke gentager sig. Det er klart utilfredsstillende med den slags fejl, men samtidig må jeg understrege, at de ikke har haft nogen indflydelse på vores anbefalinger,« siger han.

Dagens Gossip

Dagens TV