Dansk Folkeparti går efter borgmesterposter

Forskningschef Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener ikke, at ambitionen er urealistisk for Dansk Folkeparti.

»Der er muligheder, og de består i, at Socialdemokratiet formentlig kommer til at aflevere en del borgmesterposter den her gang, fordi de havde et meget godt borgmestervalg sidste gang. Dansk Folkeparti høster en del af Socialdemokratiets stemmer og kan på den måde blive tungen på vægtskålen. Og vi ved belært af sidste kommunalvalg, at alt kan ske under konstitueringsforhandlingerne. Da kan det også lykkes Dansk Folkeparti at placere sig på en måde, så de får den første borgmesterpost,« siger forskeren til Politiken.

Ved sidste kommunalvalg i 2009 sad Dansk Folkeparti netop i en situation, hvor partiet stod med den endelige beslutning mellem en rød eller blå borgmestertop. Den gang valgte partiet muligheden for en borgmesterplads tilbudt af de borgerlige byrådsmedlemmer fra til fordel for at opretholde deres aftaler med Socialdemokraterne.

I Kerteminde Kommune har DFeren Knud Skov Ahrnkiel (DF) besluttet at stille op som borgmesterkandidat og udnytte muligheden, hvis han kommer i samme position.

»Det er en mulighed, og vi går efter borgmesterposten. Den borgmester, vi har nu, bakker vi ikke op efter valget, og derfor har vi selv stillet os op som en mulighed.« siger Knud Skov Ahrnkiel.

Også hos Dansk Folkeparti i Vejle Kommune satses der på, at valgets udfald kan vendes til en borgmesterpost. Mens udmeldingen fra DFs spidskandidat i Københavns Kommune, Carl Christian Ebbesen, er lidt mere beskeden.

»Der er ingen tvivl om, at ældreområdet er spændende, men jo i den grad også hele integrationsområdet, som nok er det, der vil være mest interessant for mig.«

I Odense går Alex Ahrendsen (DF) efter borgmestertaburetten.

Dagens Gossip