Dansk Folkeparti kræver bandeleder udvist

Det mener Dansk Folkeparti, efter det er kommet frem, at bandelederen er kommet på kant med dansk terrorlovgivning, efter at have deltaget i den væbnede konflikt i Syrien.

»Anklagemyndigheden og justitsministeren skal tage initiativ til en sag om terror i forhold til Store A, og den bør medføre, at vedkommende bliver udvist af landet. Vi vil ikke finde os i, at man både deltager i organiseret kriminalitet og terrorvirksomhed med udgangspunkt her i landet,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Spørgsmål: Så du vil have ham sigtet for terror?

»Ja, det synes jeg, at man skal gøre. Og det gælder i øvrigt også de andre hellige krigere, man har sendt af sted. Jeg kan forstå på PET, at der er et ret stort antal i Syrien,« siger Peter Skaarup.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderede i slutningen af marts, at der indtil videre er rejst mindst 45 danske muslimer til Syrien for at gribe til våben og deltage på den ene eller anden side af konflikten.

Men Peter Skaarup kalder det en »skærpende omstændighed«, at Store A er kendt fra bandemiljøet i Danmark.

»Sådan en person bør udvises. Vi vil ikke finde os i, at herboende personer deltager i både organiseret kriminalitet og terror. Og her har man endda det hele på film, så det er jo ekstra gode beviser for anklagemyndigheden at have,« siger retsordføreren.

Journalisten Nagieb Khaja har filmet Store As færden i Syrien, hvor bandelederen fra København sluttede sig til Ahrar al-Sham, som PET i et nyligt notat beskriver som en militant, islamistisk terrorgruppe.

Dansk Folkeparti har kaldt justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd for at få ham til at sætte hårdt ind over for de danskere, der drager i krig i Syrien.

»Justitsminister Morten Bødskov (S) har været underligt fraværende i debatten om i Danmark bosiddende udrejste muslimske krigere, der kæmper på islamisternes side i borgerkrigen i Syrien,« siger Peter Skaarup.

Dagens Gossip

Dagens TV