Dansk Folkeparti: Ledige skal altid have ret til to år på dagpenge

Da Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, for tre år siden underskrev aftalen om at forkorte dagpengeperioden fra fire til to år, havde han ikke forestillet sig, at konsekvenserne blev så dramatiske. 

Sammen med V og K var Dansk Folkeparti ophavsmænd til den omstridte dagpengereform, der, siden den trådte i kraft ved årsskiftet, har betydet, at foreløbig mere end 25.000 danskere har mistet retten til dagpenge.

Det havde Kristian Thulesen Dahl ikke set komme. Det erkender Dansk Folkepartis leder nu i et interview med Ugebrevet A4, hvor han i stedet lægger op til et konjunkturbestemt dagpengesystem med højere udbetalinger i starten af ledighedsperioden.

»Det er åbenbart, at konsekvenserne af dagpengereformen har været voldsommere end ventet. Væksten er udeblevet, og de job, som, vi håbede på, ville komme, er ikke kommet. Og i takt med det bliver vi mere og mere overbeviste om, at det rigtige er et dagpengesystem, der går op og ned med konjunkturerne,« siger han.

Kristian Thulesen Dahl understreger, at han ikke selv har en fiks og færdig model klar for, hvordan et nyt dagpengesystem skal se ud.

»Hvis dagpengesystemet skal virke som et fornuftigt sikkerhedsnet, skal det bredes mere ud i perioder med lavvækst og ringe jobmuligheder end i perioder med høj vækst og mange jobmuligheder. Det svære er at skrue det rigtigt sammen, men kan man finde en god model, finder jeg det principielt rigtigt,« siger han.

De økonomiske vismænd har foreslået, at dagpengeperioden i de gode år kan komme helt ned på et år, men det afviser Kristian Thulesen Dahl.

»Tiden er ikke inde til at forkorte dagpengeperioden yderligere. Et år går meget hurtigt for en person, der er blevet ledig, og det kan skabe en dårlig stresstilstand. For mig at se virker et sikkerhedsnet på to år og opefter i et konjunkturbestemt system fornuftigt. Men jeg kan ikke se, at man kan komme under to år. Det er bunden,« fastslår Kristian Thulesen Dahl.

BNB

Dagens Gossip