Dansk Folkeparti: Mail belaster ikke V-politikere

Det mener skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) fra Dansk Folkeparti.

»Peter Christensen videresender en korrespondance, han har haft med en journalist til Troels Lund Poulsen. Det er der ikke noget odiøst i,« mener Dennis Flydtkjær.

»Det er ikke en mail, der handler om, hvordan man forsøger at påvirke sagen, det er - som jeg ser det - bare en orienterende mail. Det kan jeg ikke se det problematiske i,« siger Dennis Flydtkjær.

Han mener dog, at det har været forkert, at både Peter Christensen og Troels Lund Poulsen hidtil har sagt, at skattesagen ikke har haft nogen særlig bevågenhed i Venstre.

»Selvfølgelig har man været optaget af den sag i Venstre, ligesom man har været alle andre steder i Danmark. Det ville have været mere unaturligt, hvis man ikke var optaget af den sag,« siger Dennis Flydtkjær.

Han mener heller ikke, der er noget underligt i, at mailen fra Peter Christensen blev sendt til Troels Lund Poulsens private hotmail-adresse.

»Det behøver ikke at være noget problem. Troels Lund var på Grønland på det tidspunkt, så det er vel ikke så unaturligt, at man sender på en privat mail,« siger Dennis Flydtkjær.

Skattekommissionen skal i næste uge afhøre Venstres leder, Lars Løkke Rasmussen.

Dagens Gossip