Dansk Folkeparti-medstifter er død

Skrevet af admin

30/06/2015

Dagens topnyheder

Tidligere folketingsmedlem og medstifter af Dansk Folkeparti Ole Adolf Donner er tirsdag afgået ved døden. Det oplyser hans familie til Ritzau. Han blev 75 år.

Ole Donner sad i byrådet i Frederiksværk fra 1974 til 1985 og igen fra 1989 til 2005 for først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti.

Han var med til at bryde ud af Fremskridtspartiet og var med til at stifte Dansk Folkeparti sammen med Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard og Poul Nødgaard.

Han var derfor en central del af partitoppen, hvor han i sine første år var gruppesekretær. Donner var som manden, der med skarpe og morsomme kommentarer kunne få partileder Pia Kjærsgaard til at le.

Ole Donner var kendt for sin åbenmundethed, hvilket førte til, at han flere gange omkring årtusindskiftet kritiserede partiledelsen. Med årerne gled han længere og længere væk fra dem, som for alvor bestemte i partiet.

Han forlod gruppebestyrelsen i 1998, da han ikke kunne få indsigt i, hvordan og til hvad partiet brugte sine penge.

I partiet betragtede mange ham efterhånden som den største kritiker på gruppemøderne, hvor han på et tidspunkt fik stoppet et ønske om at holde et sommergruppemøde i Østrig.

Han kritiserede åbent Pia Kjærsgaards ønske om, at flere generationer af indvandrere skulle sendes ud af Danmark, hvis blot et enkelt familiemedlem begik kriminalitet.

Konfrontationerne mellem partiledelsen og Ole Donner førte i sidste ende til, at han i juli 2000 trak stikket og forlod Dansk Folkeparti sammen med to partifæller.

Få uger før sin afgang fra partiet skrev Donner 11 kritiske punkter, han mente skulle diskuteres på det forestående sommergruppemøde.

Donner ville skrue ned for topstyringen i partiet og lade flere afgørelser være op til amts- og lokalbestyrelserne, lige som han ville udelukke daværende pressechef Søren Espersen fra gruppemøderne.

Han afleverede punkterne til gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, men Donner blev ikke i partiet længe nok til at deltage i sommergruppemødet.

Ole Donner forsatte i Folketinget som løsgænger frem til valget i efteråret 2001.

/ritzau/