Dansk Folkeparti: Sådan vil vi forbyde Hizb ut-Tahrir

Skrevet af admin

05/05/2015

Mest læste i dag

Efter terrorangrebet i København i februar kom den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir endnu en gang på både borgernes og politikernes radar. Et flertal i Folketinget mente, at organisationen skulle tvangsopløses, men indtil nu er sagen strandet hos Rigsadvokaten.

Derfor har Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører, Martin Henriksen, tirsdag kaldt justitsminister Mette Frederiksen (S) i samråd. Han ønsker at diskutere mulighederne for at forbyde og opløse foreningen.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik gjort op med den praksis, vi har på området i dag, hvor ansvaret er deponeret hos Rigsadvokaten, siger Martin Henriksen.

Som det ser ud i dag, er det Rigsadvokaten, der har til opgave at vurdere, om der er juridisk grundlag for at opløse organisationen, hvis erklærede mål er at afskaffe demokrati og indføre et islamisk kalifat med sharia-lovgivning.

Rigsadvokaten har dog tidligere afvist, at der er grundlag for at opløse organisationen, og Martin Henriksen har ikke stor tiltro til, at resultatet vil være anderledes denne gang. Derfor mener han, at politikerne bør tænke i andre baner.

- Man kunne nedsætte en arbejdsgruppe, som kunne bestå af både jurister fra Justitsministeriet og af udefrakommende jurister, som fik til opgave at komme med bud på, hvordan man kan forbyde Hizb ut-Tahrir, siger han og fortsætter:

- Folketinget kunne også vedtage følgelovgivning til grundloven, hvor vi politisk beskriver, hvordan vi læser de paragraffer, der giver mulighed for at forbyde foreninger.

Debatten om at forbyde den islamistiske organisation har kørt i adskillige år. Helt tilbage i 2004 måtte den daværende konservative justitsminister, Lene Espersen, sande, at det ikke kunne lade sig gøre at dømme organisationen efter grundlovens paragraf 78.

Paragraffen siger, at det er muligt at opløse "foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold". Men det har Rigsadvokaten altså ikke vurderet er tilfældet.

Det er en af årsagerne til, at Martin Henriksen nu ønsker at finde alternative veje til at forbyde organisationen og også derfor, at han har kaldt justitsministeren i samråd.

/ritzau/