Dansk Folkeparti sikrer solidt forspring til blå blok

Meningsmålingen giver regeringspartierne og Enhedslisten 42,5 procent af stemmerne, hvilket svarer til 74 mandater i Folketinget.

Rød blok er dermed gået tilbage med 1,5 procentpoint i forhold til den seneste måling fra Megafon fra midten af juni, mens blå blok nu står til at få 57,5 procent af stemmerne og 101 mandater, skriver avisen.

»Det er ikke et tilfredsstillende niveau for os,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), hvis parti dog går frem med 0,8 procentpoint til 18,9 procent.

Den dårlige meningsmåling for den samlede røde blok får imidlertid ikke regeringen til at vige fra den fastlagte kurs, siger ordføreren:

»Vi gennemfører den politik, vi mener, er den rigtige i et velfærdssamfund som vores og ikke den nulvækst og nedskæringer, som Lars Løkke vil have«.

Især Dansk Folkeparti sikrer blå bloks fremgang, og partiet er gået 2,8 procentpoint frem i løbet af sommeren og høster nu 18,2 procent af stemmerne, skriver Politiken.

Det kommer bag på partiformanden Kristian Thulesen Dahl (DF):

»Det er et meget højt niveau for os. Jeg må sige, at jeg er overrasket over, at vi hen over sommeren er gået klart frem i de fleste meningsmålinger, for vi lå allerede højt før sommeren. Men vi er meget bevidste om, at der stadigvæk er to år til næste folketingsvalg, og jeg render rundt med en meningsmåling fra 2009 i min taske, hvor SF var større end Venstre. Det minder os om, at meningsmålinger er øjebliksbilleder,« siger Kristian Thulesen Dahl, der erkender, at han i øjeblikket har mange af Socialdemokraternes vælgere »til låns«:

»Det er først og fremmest folk, der kommer, fordi de er frustrerede og skuffede over Helle Thorning-Schmidt«.

Dagens Gossip