Dansk Folkeparti vil forbyde omstridt Aarhus-moské nu

Skrevet af admin

14/01/2015

Dagens topnyheder

Før jul forsøgte Dansk Folkeparti at få Folketingets partier til at støtte et forbud mod en omstridt moské på Grimhøjvej i den vestlige del af Aarhus og foreningen bag, men der var ikke flertal for at sætte grundloven i spil blandt partierne.

Nu gør partiet så et nyt forsøg på at stække den omstridte moské, der har opfordret til drab på jøder og terror, samt åbenlyst støtter Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Det sker med en debat med justitsminister Mette Frederiksen (S) i folketingssalen. Partiet har slækket på retorikken og forsøger nu at få Rigsadvokaten til at undersøge, om man kan forbyde moskéen og foreningen bag.

- Vi vil allerhelst have regeringen til at forbyde moskéen og foreningen bag midlertidig allerede nu og så prøve det bagefter ved domstolene.

- Men nu lægger vi op til, at Rigsadvokaten skal undersøge moskéen. Det er dybest set et mildere forslag end før jul, og derfor håber vi, at vi kan få nogle af de andre partier med til det, siger Dansk Folkepartis integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen.

Rigsadvokaten har tidligere undersøgt blandt andet rockergruppen Hells Angels og den muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir uden at finde belæg for at kunne lukke dem.

Martin Henriksen mener, at Grimhøjmoskéen helt åbenlyst har opfordret til drab på jøder og har stået bag en række af de danske statsborgere, der er taget til Syrien for at kæmpe for de militante islamister i Islamisk Stat.

Derfor vil han have Grundlovens paragraf 78 og 67 i spil, altså paragrafferne om religions- og foreningsfrihed, hvor der er visse muligheder for at sætte et forbud i spil.

Både Konservative og Liberal Alliance er ifølge Politiken åbne overfor, at Rigsadvokaten skal undersøge sagen, mens Venstre ikke vil stille sig imod en undersøgelse.

/ritzau/