Dansk Folkeparti vil have lukket Irak-kommissionen

Efter en omtumlet start er Irak- og Afghanistankommissionen kommet op i omdrejninger. Men står det til Dansk Folkeparti, skal den helt skrottes.

Det skriver Politiken søndag med udgangspunkt i den kommission, der blev nedsat af den nu afgående regering i 2012, men på grund af interne problemer reelt ikke kom nogen vegne de første år.

- Vi synes, man skal lukke den og spare skatteborgerne for de penge, det koster.

- Det er jo noget, der vil tage årevis og binde gode kræfter til at sidde og nørkle med sådan nogle ting, siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, til Politiken.

Han bebuder samtidig, at partiet, der nu er det største i blå blok, vil holde Venstre op på partiets tidligere modstand mod kommissionen.

Hos Venstre har forsvarsordfører Troels Lund Poulsen og formand Lars Løkke Rasmussen flere gange ytret ønske om at lukke kommissionen, da den havde en svær opstart.

Politiken har lørdag bedt Troels Lund Poulsen forholde sig til sagen, men det ønskede han ikke, skriver avisen.

Det nye regeringsparti slipper dog ikke for at tage stilling, fastslår Peter Skaarup.

- Vi har fremsat et beslutningsforslag om det, og det vil vi genfremsætte, hvis regeringen ikke af egen drift indstiller arbejdet i kommissionen.

- Det er simpelthen spild af skatteborgernes penge, siger Peter Skaarup og henviser til, at kommissionens arbejde har vist sig dyrere end først antaget.

De Konservative og Liberal Alliance har tidligere slået til lyd for at lukke kommissionen.

Gruppeformand Brian Mikkelsen (K) ønsker ikke over for Politiken at forholde sig til sagen, men gruppeformand for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll forudser, at partiet fortsat vil bakke op om en lukning.

Den snart tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), er ikke overrasket over DF-meldingen, men siger:

- Jeg synes, det vil være en uskik at lukke den, alene fordi det var et meget smalt flertal, der sendte Danmark i krig i Irak.

- Og hvis det smallest mulige flertal i Folketinget nu beslutter at lukke kommissionen, står man ikke klar til at tage ansvar for sine egne handlinger og skabe fuld klarhed over, hvad der egentlig foregik i de skæbnesvangre år, siger Martin Lidegaard til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip