Dansk Folkeparti vil lade læger om dødelig sprøjte

Det mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), der dermed er på linje med syv af de 16 medlemmer i Det Etiske Råd, som onsdag offentliggjorde en længe ventet men dybt splittet udtalelse om den såkaldte kaliumsprøjte.

»Det er et svært emne, og derfor mener vi, at det må være det sundhedsfaglige personale i samarbejde med den kvinde, det drejer sig om, der finder ud af, hvad der er bedst i den enkelte situation. Det bør ikke være noget, Christiansborg skal bestemme,« siger Liselott Blixt, der skal diskutere emnet med sundhedsminister Astrid Krag (SF) og de øvrige sundhedsordførere i juni.

Hun er ikke bange for, at manglen på et klart ja eller et klart nej fra Christiansborg til kaliumsprøjten vil resultere i en gråzone og for meget uklarhed på området.

»Hidtil har man nogle steder givet sprøjten, mens man andre steder ikke har. Det bør være mere åbent, så vi sikrer, at vi ikke ser eksempler på, at der fødes børn, som skal ligge og kæmpe, og som man skal tage livet af bagefter,« uddyber sundhedsordføreren fra Dansk Folkeparti.

Otte medlemmer af Det Etiske Råd mener slet ikke, man skal bruge sprøjten, »da sundhedsvæsenets opgave bør være at redde liv«, mens et enkelt medlem mener, at forældrene altid skal informeres om, at sprøjten er en mulighed, hvis fosteret er mere end 20 uger gammelt.

I praksis dækker abortmetoden over, at en læge sprøjter en høj koncentration af kaliumklorid direkte ind i fosterets eller barnets hjerte og fremkalder et hjertestop, så man undgår livstegn efter aborten.

Metoden blev genstand for debat i vinter, da det kom frem, at overraskende mange fostre eller børn bevæger sig, gisper eller viser andre livstegn, når de kommer ud efter en sen abort.

Dagens Gossip