Dansk Folkeparti vil tvinge unge væk fra gymnasiet

»Alt for mange unge tager en gymnasieuddannelse, især på STX (studentereksamen, red.), som fører lige lukt mod en humanistisk uddannelse og arbejdsløshed. Det tal skal vi have bragt ned, og derfor har vi brug for en kvote. Vi skal tvinge flere til at vælge en højere teknisk eksamen, handelseksamen eller erhvervsuddannelse,« siger Alex Ahrendtsen til Berlingske Nyhedsbureau.

Og særligt erhvervsuddannelserne er en stor prioritet for børne- og undervisningsordføreren, der selv har en humanistisk uddannelse bag sig. Står det til Alex Ahrendtsen, bør Danmark lade sig inspirere af Schweiz, hvor erhvervsskolerne er en prestigefyldt og vidtforgrenet karrierevej, som 70 procent af de schweiziske unge vælger. Netop dette uddannelsesmønster gør Schweiz til et af verdens mest konkurrencedygtige lande, skriver Berlingske fredag.

»Ligesom i Schweiz bør vi gøre erhvervsuddannelsen modulopbygget, så man altid kan bygge oven på og eventuelt ende på universitetet. På den måde får vi rettet op på den ubalance i ungdomsuddannelserne, som det almene gymnasium nyder godt af,« siger Alex Ahrendtsen, der vil tale varmt for kvote- og modulsystemet, når der skal forhandles om erhvervsskolernes fremtid senere på året.

I Danmark giver erhvervsskoler ikke i sig selv kompetence til at læse videre på videregående uddannelser, kun til udvalgte uddannelser. I Schweiz er der ingen lukkede døre. Her kan eleverne bygge oven på den eksisterende uddannelse, selv hvis de begynder med det mest praktisk orienterede toårige forløb.

Allerede i det, der svarer til 6. klasse i grundskolen, bliver eleverne i Schweiz tvunget til at vælge uddannelsesvej, og her er der langt skrappere adgangsbegrænsninger til de almene gymnasier. Eleverne skal bestå en teoretisk test, der i praksis fungerer som et kvotesystem, skriver Berlingske.

Dagens Gossip