Dansk forskning skovler EU-millioner ind

Skrevet af admin

06/12/2015

Mest læste i dag

Danmark er god til at hente penge hjem fra EU's bugnende forsknings- og innovationsprogram, hvor ikke færre end 550 milliarder kroner skal uddeles frem mod 2020.

Ifølge en ny opgørelse fra Europa Kommissionen har danske forskere og virksomheder siden opstarten af programmet sidste år hentet mere end 2,2 milliarder kroner i den særlige Horizon 2020-pulje.

Og den danske andel af EU-milliarderne har endda været stigende gennem 2015, hvilket glæder uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V).

- Nu gælder det om at holde det høje niveau og understøtte, at flere virksomheder over hele landet bliver opmærksomme på mulighederne for at få finansiering fra EU, siger han i en pressemeddelelse.

Derfor har ministeren afsat 11,5 millioner kroner i en pulje til at oprette nye netværk, der skal gøre virksomheder og forskningsinstitutioner endnu bedre til at samarbejde om at få del i EU-pengene.

Professer i datalogi ved Aalborg Universitet Kim Guldstrand Larsen er en af de forskere, der har fået penge fra Horizon 2020-programmet, og han er meget glad for den faglige frihed, pengene giver ham.

- Det har givet mig muligheden for at sætte det lange lys på min forskning ved gennem de næste fem år at ansætte ni forskere og komme langt videre med mit forskningsfelt, siger han.

Professoren har fået bevilliget godt 18 millioner kroner til sin forskning i softwareoptimering af en stribe almindelige hverdagsprodukter lige fra biler til mikrobølgeovne.

- Og der er det altså nødvendigt, at man sætter sig ned uden at blive forstyrret hele tiden og finder nye teknikker og metoder til at sikre, at det her software fungerer korrekt. Så det er den gave, jeg har fået med bevillingen fra Horizon 2020, siger Kim Guldstrand Larsen.

Samlet har EU indtil videre uddelt godt 87 af 550 milliarder, så der er fortsat lidt for medlemslandene at komme efter.

/ritzau/