Dansk forsvarer kaster op over ny fjerdeplads

Skrevet af admin

21/12/2013

Mest læste i dag

Forsvarseksperten Pernille Holmsgaard havde lige rejst sig fra sygesengen, da hun fredag aften var med i VM-semifinalen mod Brasiliens håndboldkvinder.

Men heller ikke Holmsgaards tilstedeværelse var nok for danskerne, der tabte klart, så nu handler det om at vinde bronzekampen på søndag mod Polen.

Netop den disciplin har danskerne ikke været for gode til tidligere, senest blev det til den frygtede fjerdeplads ved både EM i 2010 og VM i 2011.

- Jeg gider ikke flere fjerdepladser. Hvis jeg får flere af dem, så kaster jeg op. Det har jeg ellers gjort rigeligt på denne tur, men jeg gør det igen. Jeg lægger mig ned og laver en scene, lyder truslen fra Pernille Holmsgaard.

Hun gik tidligere på ugen ned med et maveonde, der førte til høj feber, og har ligget isoleret fra resten af truppen på hotellet indtil fredag morgen.

- Jeg var lykkelig, da jeg endelig så nogle mennesker igen, siger hun.

Hun var på grund af sygdommen ikke med, da holdkammeraterne i onsdags slog Tyskland i kvartfinalen.

- Den så jeg på værelset. Da de kom hjem, måtte jeg stå i døren og råbe til dem på 10 meters afstand. Tættere på måtte jeg ikke komme, fortæller Holmsgaard, der nu er helt ovenpå igen.

Og altså mere end klar til at give Polen kamp til stregen på søndag.

- Da vi tog hjemmefra, tror jeg ikke, der var mange, der havde regnet med, at vi kunne spille om medaljer. Så bare at hente en medalje hjem til dansk kvindehåndbold, det kunne være fedt, siger hun.

/ritzau/