Dansk genbrugstøj sælges på markedspladser i Afrika

At så mange danskere ikke kender til genbrugssystemet kommer ikke som en stor overraskelse for Erik Hove, der er sektionschef med ansvar for genbrug i Dansk Røde Kors.

»Det er helt sikkert rigtigt. Den almindelige dansker tror, at det afleverede tøj nærmest dagen efter er på vej ned til en, der har brug for det. Det er ikke det, vi kommunikerer, men det er det, folk tror,« siger han til Politiken.

Informationschef Lars Lydholm fra Frelsens Hær er mere forundret over det nye tal:

»Det er svært for mig at svare på, hvorfor det forholder sig sådan, men det er i hvert fald ikke, fordi vi prøver at holde det hemmeligt. Det fremgår tydeligt af vores hjemmeside, og hvis du spørger de ansatte, vil de også forklare det,« siger han.

Selv om krisen har fået danskerne til at holde lidt længere på det gamle tøj og købe mindre nyt, afleverede vi stadig mindst 25.000 ton tøj til genbrug sidste år, viser Politikens beregninger, og det er en god forretning for nødhjælpsorganisationerne. Alene på genbrugstøj havde Røde Kors i 2011 et overskud på 28,6 millioner kroner.

»Vi har tøjet, og der er et marked for det. Hvis vi ikke sendte tøjet derned, hvad skulle vi så gøre ved det? Vi synes, det er forkert at sende helt fint tøj til pudsekludsfabrikken og endnu mere forkert bare at smide det ud,« siger Erik Hove fra Røde Kors til Politiken.

Set i et globalt perspektiv er genbrugstøjbranchen i hastig vækst. Lektor i udviklingsgeografi Andrew Brooks fra Kings College i England, der har forsket i genbrugsbranchen i adskillige år, vurderer ifølge Politiken værdien af den globale omsætning til 17 milliarder kroner, og det er bare engrossalget.

Dagens Gossip