Dansk gennembrud i kampen mod HIV

Resultaterne er netop blevet fremlagt under en fagkonference i Kuala Lumpur i Malaysia.

Når HIV-virus trænger ind i kroppen, indkapsler det sig i immunceller, hvor det går i dvale. Medicinsk behandling kan blokere produktionen af virus og dermed HIV-sygdommen, men der findes endnu ingen behandling, som helt kan kurere patienter med HIV.

En forskergruppe på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har imidlertid nu fundet en måde at opspore og bekæmpe de celler, som virusset gemmer sig i, fremgår det af pressemeddelelsen.

Under laboratorieforsøg har et stof kaldet panobinostat vist sig kunne aktivere HIV-virusset. Det betyder, at immunforsvaret lettere kan opspore og bekæmpe de HIV-ramte celler, står der i pressemeddelelsen.

I behandlinger af 15 danske patienter med stoffet er der målt klare stigninger af HIV-virus i patienternes blod. Det betyder, at forskerne har tvunget de HIV-bærende immunceller ud af deres dvale, hvilket er en forudsætning for, at immunforsvaret kan genkende og nedkæmpe dem.

Forskerne advarer mod at overtolke resultaterne, men kalder samtidig resultatet banebrydende.

»Det er aldrig tidligere blevet vist, at HDAC-inhibitorer (som det anvendte stof i forsøget er, red.) kan tvinge skjult virus ud af ellers inaktive immunceller i personer smittet med HIV. Derfor er studiets resultater banebrydende,« lyder det fra forskningsleder Martin Tolstrup fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital i pressemeddelelsen.

»Det er dog vigtigt at understrege, at vi ikke er tæt på en kur mod HIV, men vi har taget et lille skridt mere på vejen derhen. Det næste vigtige spørgsmål bliver, om patienternes immunsystem kan genkende de blotlagte celler med virus og dræbe dem,« står der i pressemeddelelsen.

Det anslås, at 33 millioner mennesker på verdensplan har HIV.

Dagens Gossip

Dagens TV