Dansk gidsel i Somalia svigtet af sin fagforening

Sømanden Søren Lyngbjørn fra Ærø (billedet til venstre red.) har været i somaliste piraters varetægt i mere end to år. Og der skulle gå mere end halvandet år, før fagforeningen fandt ud af, han var medlem.

Det skriver Ekstra Bladet.

Søren Lyngbjørn har været medlem af fagforeningen Søfartens Ledere siden starten af 1990'erne, men den svigtede fatalt, da han og kollegaen, Eddy Lopez, blev taget til fange af pirater 12. januar 2011.

Fagforeningen var ikke klar over, at Søren Lyngbjørn var medlem, før familien i fjor bad om at få sat indbetalingerne i bero.

- Vi misser det i vores medlemssystem, fordi vi ikke havde de fulde oplysninger på ham, og så fandt vi ham desværre ikke, og det er selvfølgelig en beklagelig fejl, fortæller direktør i Søfartens Ledere, Fritz Ganzhorn, til ekstrabladet.dk.

Han mener dog ikke, at forglemmelsen har haft konsekvenser for sømanden.

- Jeg synes ikke, at det har gjort nogen forskel. Vi traf fra starten af en beslutning om stille os til rådighed for deres pårørende og hjælpe dem. Det gælder både Eddy Lopez, som ikke er medlem og Søren Lyngbjørn, som vi på daværende tidspunkt troede ikke var medlem.

- Det kommer til at betyde noget, at Søren er medlem, når han kommer hjem, hvor der skal bruges advokatbistand og andet, siger han til Ekstra Bladet.

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez har i dag været gidsler i 769 dage.

Dagens Gossip

Dagens TV