Dansk godkendelse af russisk projekt bliver storpolitik

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Et stort russisk gasprojekt, der går gennem dansk farvand og derfor kræver en dansk miljøgodkendelse, kan ende med at blive til europæisk storpolitik.

Det står fredag klart efter afslutningen på EU-topmødet i Bruxelles, hvor en række især østeuropæiske lande har udtryk stor bekymring over de russiske planer om at udvide Nord Stream-rørledningen, der skal bringe russisk gas til Tyskland.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at han forstår de bekymringer, der er rejst på EU-topmødet.

- Jeg kan sagtens høre, hvad en række østeuropæiske lande siger. Vi har også en interesse i at være med i en europæisk diskussion, der handler om samspillet mellem Europa og Rusland, siger statsministeren.

Han vil ikke udelukke, at spørgsmålet om en godkendelse af rørledningen bliver mere end blot en dansk forvaltningsmæssig beslutning, men en beslutning der skal ses i en geopolitisk kontekst.

- Der er den danske vinkel på det, at dette projekt kræver en dansk miljøgodkendelse. Vores udgangspunkt er, at vi behandler efter reglerne. Men jeg har meget skarpt øje for, at der også er en geopolitisk dimension her, siger statsministeren.

EU's nye energiunion har blandt det mål at gøre Europa mindre afhængig af russisk gas. EU har fået mere fokus på projektet under Ukrainekrisen, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, har brugt gassen som et internationalt politisk redskab.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, sagde under sit besøg i Bruxelles onsdag, at netop Nord Stream er hans største bekymring i øjeblikket.

Ukraine vil tabe milliarder af kroner, hvis gassen i fremtiden føres uden om den tidligere sovjetrepublik.

Rusland ventes at søge om miljøgodkendelse i Danmark i 2017.

Lars Løkke Rasmussen siger, at Danmark er et retssamfund, der behandler sager efter reglerne.

- Skal det fraviges, så skal det være, fordi der træffes beslutninger, der ikke er rent danske, om at det her skal behandles anderledes. Den diskussion har vi taget hul på i dag, og den kommer vi til at vende tilbage til, siger han.

/ritzau/