Dansk golfhåb i Himmerland: Min tvivl på topgolf er væk

Skrevet af admin

16/08/2014

Dagens topnyheder

Golfturneringen Made in Denmark har været så stor en oplevelse for Andreas Hartø, at han har fået endnu mere mod på at fortsætte golfkarrieren.

2014 har ellers været et hårdt år for den 26-årige golfspiller, der er i fare for at miste sit European Tour-kort.

I Himmerland har han for en sjælden gangs skyld kæmpet sig frem til weekendens finalerunder med en foreløbig placering som nummer 35 - otte slag efter den førende waliser, Bradley Dredge.

- Jeg har svært ved at have nogen forventninger til finalerunderne, fordi jeg har spillet, som jeg har i år. Jeg skal tage de små skridt fremad, og det her er et skridt fremad, fordi jeg har klaret cuttet, siger Hartø.

Det gode spil ved Made in Denmark skal de kommende uger følges op ved turneringer i Tjekkiet og Italien.

- Jeg gør alt, hvad jeg kan for at holde mit Tour-kort til næste år, men hvis det ikke lykkes, så går det nok. Det handler om at få de positive oplevelser. Og det her i Himmerland har været helt fantastisk.

- Det gør, at jeg vil blive ved med at spille 1000 år ud i fremtiden. Det er ikke fordi, at jeg har været tæt på at stoppe, men jeg har haft perioder, hvor jeg har tænkt over, hvad det er for noget skidt, jeg render rundt og laver.

- Men så oplever man det her, og så tænker man, "hvorfor har jeg nogensinde tvivlet på, at jeg ville det her". Jeg håber, at jeg kommer tilbage hertil, for det er godt nok sjovt, siger Andreas Hartø.

Formfremgangen var så småt begyndt inden Made in Denmark, og danskeren tror, at det hænger sammen med, at han har fået styr på sit privatliv.

- Jeg spiller bedre og har mere selvtillid. Jeg har ret meget styr på mit privatliv og blandt andet fået en rigtig sød kæreste.

- Min familie har det godt. På et tidspunkt var jeg bange for, at min far var syg, og det gjorde, at jeg havde svært ved at fokusere på banen.

- Nu slapper jeg mere af og kan give los. Nyde golfen og bruge mange timer væk fra dem, jeg holder af derhjemme, siger Hartø.

Det er især de mange tilskuere, der har gjort Made in Denmark til noget ekstraordinært for den danske golfspiller. Mere end 70.000 gæster ventes at følge turneringen over de fire dage.

- Det er så overdrevet det her. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg har godt nok aldrig spillet i de store turneringer, men det er så vildt at opleve. Der sidder så mange mennesker, og det er noget jeg vil huske resten af mit liv, siger han.

/ritzau/