Dansk golfkvinde fastholder førsteplads i Australien

Skrevet af admin

26/02/2016

Dagens topnyheder

Den danske golfspiller Nicole Broch Larsen er fortsat på vej mod et godt resultat ved Ladies European Tour-turneringen på Royal Pines Resort i Australien.

Efter andendagen ligger hun stadig på en delt førsteplads i turneringen. Det gør hun sammen med svenskeren Camilla Lennarth, der også befinder sig i samlet ti slag under par.

Efter en første runde i 67 slag gik Nicole Broch Larsen fredagens runde i 69 slag. Hun kom lidt svagt i gang med bogeys på de to første huller, men derefter spillede hun sig varm.

I alt blev hun noteret for fem birdies, og hun kronede dagen med en eagle på 18. hul.

Malene Jørgensen rangerer efter de to første runder på en delt tiendeplads i samlet fire slag under par. Samme placering havde hun efter torsdag, i øvrigt sammen med Nanna Koerstz Madsen.

Sidstnævnte faldt dog tilbage fredag med en runde i 75 slag. Hun er nu samlet et slag under par sammenlagt på 23.-pladsen.

Emily Kristine Pedersen rangerer længere tilbage i to slag over par.

Turneringen slutter på søndag.

/ritzau/