Dansk golfspiller deler førstepladsen i Italien

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

Den talentfulde danske golfspiller Lucas Bjerregaard fortsætter med at imponere i European Tour-turneringen Open d'Italia.

Faktisk var danskeren så stærk fredag, at han spillede sig op på en delt førsteplads i turneringen, da han fredag eftermiddag gik i klubhuset efter en fornem runde i syv slag under par.

Dermed står han samlet noteret for samlet 131 slag, 13 slag under par.

Lucas Bjerregaard deler førstepladsen med svenske Jens Fahrbring.

Duoen har to slag ned til de nærmeste forfølgere.

Lucas Bjerregaards fornemme fredagsrunde var uden bogeys, og på hul et præsterede han tilmed en eagle. Derudover lavede den 24-årige dansker fem birdies.

Indtil videre er Bjerregaard ikke sluttet i top-ti i en European Tour-turnering i år, men det får han altså gode muligheder for at lave om på i løbet af weekenden.

Thorbjørn Olesen gik som den anden dansker videre til weekendens finalerunder, da han fredag brugte 68 slag.

Med samlet 140 slag ligger danskeren på en delt 63.-plads.

Søren Kjeldsen og Anders Hansen sluttede i samlet 141 slag, hvilket betyder, at de missede cuttet til finalerunderne med et enkelt slag.

Søren Hansen, Morten Ørum Madsen og Lasse Jensen sluttede længere tilbage i den samlede stilling.

/ritzau/