Dansk golfspiller leverer solid start i Sydafrika

Skrevet af admin

14/01/2016

Dagens topnyheder

Golfspilleren Joachim B. Hansen er kommet fornuftigt fra start i European Tour-turneringen Joburg Open i Johannesburg, Sydafrika.

Efter torsdagens første runde er Hansen placeret på en delt 16.-plads fire slag under par. Der er tre slag op til den førende sydafrikaner, Justin Walters.

Den 25-årige nordsjællænder indledte fremragende med en eagle på allerførste hul, men kom omgående ned på jorden igen, da han på hul 2 blev noteret for en bogey.

Derefter blev præstationen mere stabil med huller i par foruden birdies på hul 6, 7 og 17. Dermed sluttede Joachim B. Hansen førstedagen i 68 slag.

Tre andre danskere er til start i turneringen, der bliver spillet på to baner. De er dog alle placeret længere nede i rækkerne.

Lasse Jensen og Morten Ørum Madsen gik to slag under par og er på en delt 38.-plads. Jeff Winther er med tre over par helt nede som nummer 158 ud af 210 deltagere.

Dermed får han svært ved at klare cuttet i fredagens anden runde. Turneringen fortsætter til søndag for de spillere, der slipper videre til finalespillet.

Den nu golfpensionerede Anders Hansen er eneste dansker vinder af turneringen. Hansen løb med sejren i 2009.

/ritzau/