Dansk golfturnering forventer pænt overskud

I august blev golfturneringen Made in Denmark spillet i Himmerland, og European Tour-begivenheden ser ud til at have været en succes.

I alt 82.000 tilskuere var på plads, og arrangørerne skriver i en pressemeddelelse, at "det forventes, at Fonden Made in Denmarks samlede aktiviteter i 2014 kommer til at vise et overskud på cirka 250.000 kroner".

- Vi har vist, at vores koncept med navnet Made in Denmark og flere hovedsponsorer frem for en titelsponsor er det rigtige, og sammen med de over 80.000 tusinde fantastiske tilskuere har det skabt det flotte resultat allerede her i år et, siger promotor Flemming Astrup.

Overskuddet skal - sammen med tilgangen af nye sponsorer - være med til at hæve præmiesummen, og flere stjernespillere skal dermed kunne lokkes til Danmark i de kommende år.

- Det er svært at sætte tal på lige nu, men der skal nok 300.000 euro oveni præmiesummen, før det bliver interessant.

- Vi tror og håber på, at vi igen i 2015 kan præsentere alle de danske European Tour-spillere, og så har vi en tro på, at den ramme tilskuerne skabte i år, sammen med en højere præmiesum, vil få flere udenlandske stjerner til at spille med i Made in Denmark, siger Astrup.

Hvis præmiesummen hæves med 300.000 euro, vil det i givet fald betyde en samlet præmiesum på 1,8 millioner euro, svarende til 13,5 millioner kroner.

I 2015 spilles turneringen 20.-23. august.

/ritzau/

Dagens Gossip