Dansk grandprix-vinder er euforisk efter arbejdssejr

Skrevet af admin

04/07/2015

Mest læste i dag

Den danske speedway-kører Niels-Kristian Iversen jubler over, at han lørdag aften vandt det prestigefyldte grandprix i Cardiff.

Efter en middelmådig start på sæsonens fjerde grandprix fandt danskeren farten i semifinalen og finalen.

- Jeg har det helt vildt vanvittigt. Jeg har været skadet og haft en hård vej tilbage, så jeg er lidt sentimental og lidt euforisk lige nu. Det er helt kanon.

- Det var en arbejdssejr. Jeg startede ikke specielt godt, men jeg fik point i hvert heat, og hen mod slutningen fandt vi ud af, hvordan cyklen skulle skrues sammen, og jeg vidste inden finalen, hvad jeg skulle gøre.

- Det var en del af taktikken at tage vejen uden om i finalen. Jeg vidste, jeg havde den fart, der skulle til, og der var noget belægning derude, siger Niels-Kristian Iversen til Ritzau.

I finalen startede Iversen på bane tre, der gennem aftenen kun havde givet to heatsejre inden finalen.

I semifinalen startede Niels-Kristian Iversen også på bane tre med den hvide hjelmfarve. Danskeren lå sidst i begyndelsen, men han kæmpede sig siden forbi Nicki Pedersen og Matej Zagar og snuppede finalepladsen.

- Jeg er ikke kendt for at være en god starter, og det var jeg heller ikke i dag. I semifinalen lavede jeg en meget dårlig start fra bane tre, men jeg fik kæmpet mig helt i finalen alligevel.

- I finalen fik jeg en bedre start, og så er det hele bare lidt nemmere, siger den danske vinder.

I VM-stillingen afspejler lørdagens sejr sig også. Iversen ligger nu samlet nummer fire med 35 point. Det er tyve efter førende Tai Woffinden, der blev sidst i lørdagens finale.

- Det er svært at sige, hvad det kan række til. Tingene kan nå at ændre sig sindssygt hurtigt. Det handler bare om at være stabil og få de point, der skal til. Jeg skal nok være med fremme i slutningen af sæsonen, siger Niels-Kristian Iversen.

Det var fjerde gang i karrieren, Iversen vandt et grandprix, og oplevelsen foran de mange tilskuere i Cardiff var unik, siger danskeren.

- Det er den samme fede fornemmelse, som da jeg vandt mit første grandprix i Italien. Det her er det største løb på kalenderen, og det er fantastisk at vinde foran det store og fede publikum i Cardiff, siger han.

/ritzau/