Dansk håndboldspiller er udskrevet fra hospitalet

Skrevet af admin

26/10/2014

Dagens topnyheder

Den danske landsholdsmålmand i håndbold, Sandra Toft, er udskrevet igen efter et kort hospitalsbesøg i København.

Det skrev hun selv på Twitter sent lørdag.

Sandra Toft havde fået et ildebefindende på en ubehagelig flyvetur fra Warszawa til København med sin norske klubhold Larvik.

Derfor blev hun indlagt, da flyet landede i København.

Larviks træner Ole Gustav konstaterede lørdag aften over for norske medier, at målmanden havde det bedre, men ville blive på hospitalet til observation natten over.

Men Sandra Toft skrev selv senere på Twitter, at hun havde det godt igen.

- Udskrevet og hjemme hos Mulles familie. Jeg har det godt igen, lød det.

Sandra Tofts landsholdskollega Kristina Kristiansen går under kælenavnet Mulle.

Sandra Toft kom til Larvik før denne sæson. Ifølge det norske nyhedsbureau NTB var hun god, da Larvik fredag aften besejrede LKS Lublin med 28-23 i Polen i Champions League.

Det norske hold er kommet godt fra start i Champions League med sejre i holdets første to kampe. Hvis Sandra Toft er frisk nok, får hun allerede en ny flyvetur i den kommende uge, hvor hendes hold skal møde rumænske Baia Mare i endnu en udekamp i Champions League.

/ritzau/