Dansk havarikommission: Sådan undersøger man et flystyrt

Havarikommissionerne i Frankrig og Tyskland vil i den kommende tid nøje undersøge, hvorfor et tysk passagerfly med 150 personer om bord, tirsdag formiddag styrtede ned i de franske alper.

Og der er en lang liste af ting, der tjekkes, forklarer Anders Kristensen, der er havariundersøger i den danske havarikommission.

- Man prøver at finde ud af, om flyet er faldet ned i ét stykke, eller om det er blevet brudt op i luften. Man ser også på, om flyet er faldet ned lodret eller i en lav vinkel. Det kan give nogle indikationer om, hvad der kan være sket, siger han og fortsætter:

- Og så søger man selvfølgelig også efter de sorte bokse, der er de mest interessante i vores optik. Dem sender man hurtigst muligt til laboratorier for at få en idé om, hvad der er sket.

Der er to sorte bokse i et fly.

Den ene boks optager al kommunikation i cockpittet mellem piloterne og med flyvelederen og personalet.

Den anden boks registrerer forskellige oplysninger fra flyet. For eksempel hvilke knapper, der bliver trykket på i cockpittet.

Ud over undersøgelsen af de sorte bokse er der også en række andre ting, der er vigtige. Det oplyser Anders Kristensen.

- Man undersøger forskellig baggrundsinformation i forbindelse med flyvningen. Man kan undersøge, hvordan vejrforholdene var i området, man kan kigge på radarbilleder af flyet og undersøge flyselskabet, og hvordan det pågældende fly er blevet vedligeholdt, siger han.

Også de involverede piloter bliver undersøgt grundigt efter et flystyrt, oplyser Anders Kristensen.

Efter de mange undersøgelser, der typisk tager tre-fire uger, vil havarikommissionerne forsøge at få et overblik over de oplysninger, de har samlet, og derefter komme med sin endelige konklusion.

/ritzau/

Dagens Gossip