Dansk heldagsskole åbner i London

Den danske læge Eva Papesch er som mor til to initiativtager til skolen, som for fremtiden skal efterkomme et behov for engelske børn med danske rødder.

»Det var et ønske, vi havde for vores egne børn, og efter noget research fandt vi ud af, at vi ikke stod alene med tanken,« forklarer hun om optakten til Dania School.

Indtil videre har skolen kapacitet til godt 25 elever, og man håber at kunne vokse støt i løbet af de næste år.

Modellen for den nye skole bliver en traditionel engelsk heldagsskole, der som bekendt var et omdiskuteret emne i forbindelse med folkeskolereformen herhjemme.

»Jeg ved godt, at der er meget polemik om det i Danmark, men det er noget, de har gode erfaringer med herovre,« siger Eva Papesch, som ikke er bange for den - i Danmark - udskældte skolemodel, hvor eleverne har undervisning fra 8:30 om morgenen til 15:30 om eftermiddagen.

»Englænderne er gode til disciplin, de har et højt akademisk niveau, hvor børnene også begynder tidligt i skole, og de er ikke mindst gode til at niveaudele eleverne,« lyder det.

Det er de tanker, Eva Papesch håber at forene med de traditionelle danske skoledogmer som selvstændighed og nysgerrighed.

Undervisningen kommer til at foregå både på dansk og engelsk, og efter endt skolegang skal eleverne både have den danske og den engelske afgangseksamen.

Første skoledag på Dania School i det centrale London bliver 13 september.

Dagens Gossip