Dansk herredouble spiller sig i endnu en finale

Badmintonduoen Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding er klar til finalen ved Bitburger Badminton Open i Saarbrücken.

Herredoublen sejrede lørdag i semifinalen med 21-16, 16-21, 21-17 over japanerne Takeshi Kamura og Keigo Sonoda.

Fra stillingen 6-6 i første sæt trak danskerne fra og sikrede sætsejren på sikker vis.

Andet sæt fulgte samme formel, blot med japanerne som de toneangivende fra stillingen 5-5.

I tredje sæt var Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding tilbage i den styrende rolle, da de ved stillingen 9-9 rykkede fra de sjetteseedede japanere med fire point på stribe.

Det kunne Takeshi Kamura og Keigo Sonoda ikke svare igen på, og danskerne vandt senere sættet og kampen.

De topseedede Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding er dermed klar til at møde det andenseedede par ved den tyske Grand Prix Gold-turnering, Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov, i finalen søndag.

Russerne rangerer som nummer 13 på verdensranglisten, fem pladser under danskerne.

Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding vandt Bitburger Badminton Open for to år siden.

I sidste uge nåede de helt frem til finalen ved Super Series-turneringen French Open i Paris.

Undervejs besejrede de landsmændene Mathias Boe og Carsten Mogensen og de indonesiske verdensmestre, Mohammad Ahsan og Hendra Setiawan.

/ritzau/

Dagens Gossip