Dansk herreskytte imponerer ved VM i bueskydning

Skrevet af admin

29/07/2015

Dagens topnyheder

VM i bueskydning på hjemmebane i Sundby Idrætspark blev ingen succes for de kvindelige danske skytter i OL-disciplinen recurve.

Til gengæld sørger den sidste mandlige deltager - Casper Lauridsen - for uventet succes. Han er overraskende blandt de 32 bedste ved VM.

Han havde som eneste danske mand kvalificeret sig til knockout-fasen i recurve. Han åbnede flot med sejr over østrigske Alexander Bertschler og fulgte op med en sejr over franskmanden Daniel Lucas.

- Det er rigtig fedt. Jeg gik ud for at nyde det, så det gik langt over forventning. Det er første gang, at jeg vinder to matcher i træk til en international turnering, så sejrene kommer lidt bag på mig selv.

- Jeg var meget nervøs inden den sidste pil, og jeg bliver normalt meget påvirket af min modstanders skydning. Men i dag lykkedes jeg rigtig godt med hurtigt at få styr på nerverne, siger Casper Lauridsen i en pressemeddelelse.

Danskeren blev nummer 78 i kvalifikationen, østrigeren havde kvalificeret sig som nummer 35 og var således favorit mod Lauridsen i første runde. Det var dog danskeren, der åbnede bedst ved at snuppe første sæt 27-26.

Andet og tredje sæt blev dog hurtigt blev tabt. Et sæt består af tre pile fra hver skytte, bedste score henter to point, og dermed var Lauridsens bagud 2-4 i matchen, hvor første skytte på seks point vinder og går videre i konkurrencen.

Casper Lauridsen bevarede dog roen og vandt fjerde sæt. Dermed 4-4 inden femte og afgørende sæt, som danskeren vandt med et enkelt point. Dermed var sejren i hus.

Herefter ventede franske Daniel Lucas, der var blevet nummer 30 i kvalifikationen.

Franskmanden vandt sikkert første sæt, men danskeren leverede i den grad varen og tog de følgende tre sæt og dermed kampen via meget stabil skydning på et højt niveau.

I næste runde møder Lauridsen den tredjeseedede koreaner Bonchan Ku.

Den match finder sted torsdag, og en dansk sejr her vil være en kæmpe sensation.

De største forhåbninger forud for VM lå hos kvinderne, men den forsvarende verdensmester Maja Jager røg ud i anden runde af knockout-dysterne. Samme skæbne led Carina Rosenvinge.

Danmark kiksede kvalifikationen for hold hos både mænd og kvinder.

Bedre ser det ud for de danske skytter i compound-disciplinen, der ikke er en OL-disciplin.

I holdkonkurrencen er de danske herrer klar til bronzekampen i weekenden, hvor VM-turneringen kulminerer på Christiansborgs Slotsplads.

/ritzau/