Dansk imam: Man kan sagtens være homoseksuel og muslim

Blandt talerne på konferencen, der har særligt fokus på de udfordringer, som homoseksuelle ofte støder på i de muslimske miljøer, er imamen Naveed Baig, der til daglig er tilknyttet flere hospitaler i København og er næstformand i Islamisk-Kristent Studiecenter.

»Tro er noget, der transcenderer vores seksualitet, vores kultur og vores identitet. Tro er er noget, som vi har inden i os – noget, som er inde i mennesket. Derfor kan man jo sagtens have en tro, samtidig med at man har en anden seksuel observans, end majoriteten har«, siger han, men tilføjer, at der generelt har været – og stadig findes en modstand mod homoseksualitet i islamisk tradition.

Naveed Baig er den første imam i Danmark, der åbent plæderer for, at man godt kan være muslim og homoseksuel.

Han bakkes op af ekstern lektor i arabisk og mellemøststudier ved Syddansk Universitet Saliha Marie Fettah, som har forsket i seksualitet.

»Den islamiske kultur kan sagtens rumme homoseksualitet. Det har tidligere været en naturlig del af samfundet helt op til 1700-tallet, uden at man blev stenet eller dødsdømt. Mange muslimske poeter og skriftkloge var faktisk homoseksuelle«, siger hun og henviser til den arabiske litteratur, hvor digtere, filosoffer og teologer har skrevet åbenlyst om deres kærlighed til unge mænd.

»Jeg siger ikke, at alle skal acceptere homoseksualitet. Men som muslim må man respektere, at nogle har en anden seksualitet end flertallet«.

Foreningen Muslimer i Dialog er enig.

»Jeg ser ikke nogen modsætning mellem det at være muslim og det at være homoseksuel. Seksualitet er et forhold mellem én selv og gud, og selvfølgelig kan man godt være muslim og homoseksuel«, siger talsperson Nihad Hodzid.

Han mener, at det er væsentligt at gøre op med opfattelsen af islam, som den af de tre store trosretninger, der oftest fremstilles som uforenelig med homoseksualitet.

»Det er vigtigt, at vi ikke afskærer homoseksuelle fra islam. Der har været en ubehagelig stigmatisering af homoseksuelle, som ikke er i overensstemmelse med den barmhjertighed, som vi som muslimer forsøger at implementere i vores hverdag«.

Dagens Gossip

Dagens TV