Dansk Industri: Brexit vil ramme alle virksomheder på sigt

Skrevet af admin

23/06/2016

Mest læste i dag

Danske virksomheder vil mærke konsekvenserne af et eventuelt britisk farvel til EU på den helt korte bane i form af svækket valuta og markeder, der reagerer.

Men danske virksomheders talerør, Dansk Industri, frygter i højere grad konsekvenserne på den lange bane, hvis EU skal undvære briterne, siger direktør Thomas Bustrup.

- Det er klart, at de umiddelbare økonomiske konsekvenser af et eventuelt brexit på den korte bane selvfølgelig vil ramme de virksomheder hårdest, som er mest engagerede i Storbritannien.

- Men vi ser de største konsekvenser som de politiske, der vil komme til at sætte det europæiske projekt og samarbejde bagud. Alle virksomheder vil blive berørt på den ene eller anden måde, siger han.

Thomas Bustrup siger, at selv om briterne stemmer for at forlade EU, så kan det i virkeligheden tage flere år, før landet reelt udtræder af det europæiske samarbejde.

Det betyder, at der ikke fra den ene dag til den anden bliver indført nye vilkår for danske virksomheders samhandel med Storbritannien.

Men usikkerheden, om hvordan det fremtidige samarbejde mellem EU og Storbritannien bliver, vil præge de kommende år.

Frygten er, at et britisk EU-exit - brexit - vil betyde, at EU og dermed det indre marked vil blive svækket. Netop et stærkt indre marked er helt afgørende for danske virksomheder, siger Thomas Bustrup.

- Det indre marked betyder, at der er fri bevægelighed for varer på tværs af grænserne, og at der ikke er toldsatser. Det stiller os stærkere i forhold til andre store handelsregioner i verden - Asien og USA, siger han.

Også den danske regering forventer, at et eventuelt brexit vil gå ud over dansk økonomi.

Ifølge den seneste økonomiske redegørelse fra regeringen vil den forventede danske BNP-vækst reduceres med 0,25 procentpoint i 2016 og 0,5 procentpoint i 2017, hvis Storbritannien forlader EU.

Briterne får torsdag en stemmeseddel med et valg mellem at "forblive medlem af Den Europæiske Union" eller "forlade Den Europæiske Union".

Valgsteder lukker klokken 23:00 dansk tid.

/ritzau/