Dansk Industri: Frygt ikke at flygtninge stjæler dit job

Skrevet af admin

26/02/2016

Dagens topnyheder

Der er ingen grund til at frygte, at flygtninge vil presse danske ufaglærte ud af arbejdsmarkedet.

Det mener interesseorganisationen Dansk Industri.

- Vi behøver ikke at være så bange for, at flygtninge kommer og tager vores job. Lige nu er der mangel på arbejdskraft. Vores medlemmer har i mange tilfælde svært ved at skaffe arbejdskraft, siger underdirektør Steen Nielsen.

Københavns Universitet har analyseret flygtningestrømme fra 1991 til 2008 i Danmark. Analysen viser, at flygtninge har taget de mest manuelle job. Det har presset de danske ufaglærte til at specialisere sig og søge mod nye job med højere løn.

Faktisk steg de danske ufaglærtes løn, da der kom flygtninge til landet. 3F mener dog, at undersøgelsens resultater er forældede. Fagforeningen frygter, at flere flygtninge vil betyde højere arbejdsløshed og lavere løn blandt ufaglærte.

Men Steen Nielsen mener ikke, de ufaglærte har noget at frygte.

- Det er en ulige konkurrence. Flygtningenes kompetencer er svagere, siger underdirektøren.

- De har ofte ikke meget skolegang, flere har ingen erhvervserfaring, og så er der den sproglige barriere. Den danske ufaglærte har meget bedre muligheder på arbejdsmarkedet, siger han.

Fredag mødes regeringen, arbejdsgivere og fagbevægelsen til trepartsforhandlinger, der fokuserer på, hvordan flygtninge kan komme i job.

- Jeg mener sagtens, at vi kan integrere flere flygtninge på arbejdsmarkedet, uden at det vil gå ud over danske job. Og hvad er alternativet? Det er for dyrt for vores samfund, hvis flygtninge skal være offentligt forsørgede, mener Steen Nielsen.

Ifølge regeringen er kun tre ud af ti flygtninge i arbejde efter tre års integrationsindsats. Blandt de ikkevestlige indvandrere generelt set er kun hver anden i job, selv om mange har været her i ti år eller mere.

/ritzau/