Dansk Industri har fint skattereform til efteråret

Skrevet af admin

12/01/2016

Mest læste i dag

Dansk Industri (DI) protesterer ikke over, at regeringen udskyder skattereformen til efteråret - så længe reformen kommer i år.

Det siger DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad, efter statsministerens pressemøde.

- Det afgørende for virksomhederne og deres medarbejdere er ikke hvornår på året, regeringen og Folketinget går sammen om en skattereform, som letter skatten på arbejde.

- Det afgørende er, at den kommer i år - og statsministeren signalerer klart og tydeligt, at regeringen vil fastholde ambitionsniveauet, siger Karsten Dybvad i en pressemeddelelse.

Regeringen vil først løse de store asyludgifter ved at forhandle med kommunerne og arbejdsmarkedets parter. Så fremlægger regeringen til sommer en 2025-plan for dansk økonomi. Siden forhandles en skattereform i efteråret.

DI vil deltage konstruktivt i trepartsforhandlingerne for at få flygtninge bedre og hurtigere integreret, lyder det også fra Karsten Dybvad.

- Integrationen fungerer ikke godt nok i dag, og der er behov for, at hele indsatsen tænkes om. DI og resten af arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening har allerede præsenteret 67 konkrete forslag til at få flere flygtninge hurtigt i job, siger Karsten Dybvad.

Han glæder sig over, at regeringen fremlægger en 2025-plan for dansk økonomi.

- Dansk økonomi har behov for, at politikerne tænker langsigtet – og hele tiden arbejder hen imod et mål om at gøre vores samfund stærkere, så vi kan skabe ny velstand og flere private arbejdspladser, siger Karsten Dybvad.

- Det, har vi en forventning om, vil stå meget klart i regeringens 2025-plan, siger Karsten Dybvad.

/ritzau/