Dansk industri løber fra udlandet

De danske industrivirksomheder har taget spurten og er løbet fra de udenlandske konkurrenter, hvad angår produktivitet siden krisen, viser en ny analyse, som Dansk Metal har udarbejdet. Det kan være starten til en lang periode med vækst båret frem af en hårdere konkurrence og en øget automatisering, siger fagforeningen.

Og Dansk Metal får opbakning af professor på Aarhus Universitet og medlem af regeringens Produktivitetskommission Phillip Schrøder, som til Morgenavisen Jyllands-Posten siger, at den større fokus på eksportmarkederne samt en strammet kreditpolitik har gjort det sværere at være en uproduktiv virksomhed, og derfor er disse i høj grad forsvundet.

Hvis den udviklingen fortsætter ind i næste opsving, kan det være med til at gøre produktivitetsforbedringerne vedvarende, siger han.

Fra at være faldet bagud i feltet i starten af 1990erne har de danske industrivirksomheder fået arbejdet sig op på siden af udlandet og endda overhalet flere lande. Produktiviteten i de danske fremstillingsvirksomheder er steget 26 procent siden starten af 2009 ifølge Dansk Metal. Det er bedre end Tyskland og Østrig, som har forbedret produktiviteten med henholdsvis 23 procent og 17 procent, skriver Jyllands-Posten.

Den tendens er fortsat i Danmark, som fra starten af 2011 til udgangen af sidste år forbedrede produktiviteten i fremstillingsvirksomhederne med 6,4 procent, mens den kun steg 1,4 procent i Østrig og faldt 1,6 procent i Tyskland og 3,8 procent i Holland.

Holder tallene vand, er det godt nyt for sektorens mulighed for at overleve og tilmed skabe en række højtbetalte arbejdspladser i Danmark, og fagforeningen mener da også, at en fremtidig vækst kan stille krav til højere lønstigninger.

Men i DI, industriens interesseorganisation, er de forsigtige med at fejre for tidligt. Her lægger økonomen Mathias Secher vægt på, at der skal gå lang tid med varige forbedringer, før det med sikkerhed kan siges, at betingelserne for vækst i produktiviteten er blevet forbedret herhjemme, siger han til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip