Dansk industri tog fart med et skud medicin i juni

Den samlede opgørelse over de danske industrivirksomheders produktion i juni viser en fremgang på 5,3 procent. Det er det højeste niveau i fem år, men tallet skal dog ses i lyset af, at dansk industri fik et ekstraordinært skud medicin, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Den store stigning skal ses i lyset af særlige forhold i medicinalindustrien, hvor den opgjorte produktion steg med 35,5 procent, skriver Danmarks Statistik.

- Den store stigning her hænger sammen med den markante udvikling i branchens priser, som er opgjort i producentprisindekset for varer, lyder det.

Uden medicinalindustriens boom var udviklingen flad fra maj til juni. Ifølge Handelsbankens seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø kunne det dog have set værre ud.

Industrien ser ikke ud til at bidrage helt så negativt som først frygtet i forbindelse med den negative lagerkorrektion, der ellers ser ud til at være i gang, skriver Rasmus Gudum-Sessingø.

Virksomhederne sælger ud af deres lagre, som er fyldt op, fordi de ikke har solgt så meget, som de regnede med.

- Man kan således godt frygte, at når engangs-bidraget fra medicinalindustrien falder bort, vil vi se en svagere udvikling de kommende måneder. Det vil være i overensstemmelse med de svagere konjunkturbarometre, herunder senest faldet i ordrevurderingen, skriver seniorøkonomen.

I andet kvartal steg den samlede industriproduktion med 1,8 procent i forhold til første kvartal, men hvis medicinalindustrien ikke tæller med, var fremgangen på mere beskedne 0,8 procent. I første kvartal steg produktionen samlet 0,6 procent.

Det ser altså ikke helt sort ud, siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian i en kommentar.

- Dagens tal indikerer, at dansk økonomi er på sporet - opsvinget lever fortsat. Men opsvinget er dog fortsat ganske skrøbeligt, og der skal derfor ikke meget til for at afspore det.

- I disse dage er der stor fokus på de russiske sanktioner overfor blandt andet dansk landbrug, skriver Steen Bocian.

Han vurderer dog ikke, at de russiske sanktioner vil få en effekt på det danske opsving, da Danmarks eksport til Rusland ikke fylder nok i det store billede.

/ritzau/

Dagens Gossip