Dansk initiativ skal spare vand i ulande

Vandspildet i storbyerne i udviklingslande er ofte enormt. Mange steder forsvinder hele 60 procent af det rene vand på vej mod forbrugerne, blandt andet fordi rørene er utætte.

Det vil et nyt dansk initiativ gøre noget ved - til gavn for ulandene og danske virksomheder med stor ekspertise i pumper og rørsystemer.

Miljøminister Ida Auken (SF) lancerede mandag på konferencen Global Green Growth Forum (3GF) i København et partnerskab om en ny finansieringsmodel i vandsektoren – kaldet resultatbaserede kontrakter.

Det danske firma EnviDan er ved at afprøve den ny model i Vietnams hovedstad, Hanoi. Den går ud på, at vandforsyningen indgår en kontrakt med en rådgivningsvirksomhed, som minimerer vandspildet inden for et afgrænset område.

Den økonomiske gevinst ved det reducerede vandspild skal sikre betalingen til virksomheden. Hvis vandspildet i hele Asien halveres, kan man forsyne yderligere 150 millioner mennesker med rent drikkevand i forhold til nu, oplyser miljøministeren.

EnviDan har således indgået aftale med bystyret i Hanoi om at reducere spildet i vandforsyningen til 125.000 husstande med godt en tredjedel til under 20 procent allerede det første år.

- Det er lidt ligesom den model, ejendomsmæglere bruger: "Solgt eller gratis". Virksomheder og rådgivningsfirmaer får deres betaling fra de besparelser, de store byer får, fordi man eksempelvis sparer energi til at rense vandet, forklarer Ida Auken.

København er en af de byer i verden, der har det mindste vandspild i systemerne, og er derfor et godt eksempel, tilføjer hun.

Konsulentfirmaet McKinsey & Co. vurderer omkostningen ved vandspild til 169 milliarder dollar årligt - heraf en tredjedel i udviklingslandene.

Partnerskabet kaldes "The Water Leakage Learning Network" og har deltagelse af en række store spillere på området.

Heriblandt Grundfos, Den Europæiske Investeringsbank, Den Latinamerikanske Udviklingsbank, EnviDan International, Vitens Envides fra Holland, International Water Association, finansieringsfonden Nefco under Nordisk Råd samt Miljøministeriet.

- Energibranchen har tidligere haft stor succes med denne type kontrakter, mens vandsektoren har brug for at blive sparket i gang, siger Ida Auken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV