Dansk Inter-spiller øjner A-landsholdet

Patrick Olsen fra Inter og U21-landsholdet lugter blod og kan se chancen for at komme tidligt på A-landsholdet, mens Morten Olsens udvalgte kæmper for at holde serielle skuffelser fra døren.

Morten Olsen og det danske landshold har mildest talt svært ved at tryllebinde befolkningen med både spil og resultater efter længere tids krisetegn i VM-kvalifikationen. Derfor har mange flyttet deres lid til en ungdomsrevolution baseret på de mange stjerner fra Thomas Franks tidligere U19-landshold, hvis der igen skal være slutrunde-jubel og kælen boldbehandling i nationalfarver.

Én af de mest fremadstormende talenter er Inters 19-årige Patrick Olsen, der efter en overbevisende debut på U21-landsholdet i den lette 6-0-sejr over Andorra i fredags godt kan se muligheder for at rykke frem på A-landsholdet, hvis han fortsætter sin udvikling gennem sæsonen.

-  Selvfølgelig motiverer det. Man ser pludselig muligheder i, at det ikke går optimalt for A-landsholdet. Så kan man måske få en chance, hvis man gør det godt på U21-landsholdet og bliver anbefalet, så man kan rykkes op den vej, erkender Patrick Olsen.

Han er selv godt tilfreds med den præstation, han leverede, da han fredag fik chancen på den centrale midtbane mod Andorra under U21-landstræner Jess Thorup.

- Jeg har en god fornemmelse i kroppen af, at jeg spillede en god kamp mod Andorra, forklarer Patrick Olsen.

Sammen med især Pierre-Emile Højbjerg fra Bayern München og den lidt yngre Andreas Christensen fra Chelsea, ligner Olsen et af de bedste bud på en fremtidig A-landsholdsspiller, hvis Morten Olsen eller en eventuel afløser skal vende skuden.

Patrick Olsen og de andre stortalenter har i stil med en spiller som Viktor Fischer stadig brug for masser af tid til at udvikle talentet med spilletid på højeste niveau. Men Patrick Olsen har samlet rigeligt med selvtillid og erfaring i Inters sæsonoptakt, hvor han som den eneste ud af Inters imponerende ungdomskuld fra sidste år har klaret at blive en del af Inters førsteholdstrup under den nye træner Walter Mazzari.

Patrick Olsen mangler stadig sin sæsondebut efter to kampe, men blev givet spilletid i samtlige træningskampe. Blandt andet 90 minutter mod Real Madrid og med straffesparksscoring i en sejr over Juventus.

- Det har været en noget anderledes sæsonopstart. Jeg har tabt tre kilo, selvom jeg var i fin form i forvejen. Men hårde løb hver dag og masser af spilletid har rykket mig meget.

- Jeg synes, jeg har fået et godt indtryk af, hvad det kræver at være med på det højeste niveau, der findes i fodboldens verden. Jeg synes også selv, at jeg gjorde det rigtig godt i træningskampene, ellers havde Mazzari nok heller ikke givet mig chancen, forklarer Patrick Olsen.

Patrick Olsen og U21-landsholdet møder tirsdag eftermiddag Slovenien på udebane

Dagens Gossip

Dagens TV