Dansk ishockeyspiller kåret til bedste OL-forward

Michelle Karvinen er blevet kåret til den bedste forward i kvindernes ishockeyturnering ved vinter-OL i Sotji.

Den 23-årige dansker er født og opvokset i Rødovre, men repræsenterer Finland under OL.

Selv om Finland tabte i kvartfinalen til Sverige, så har Karvinen gjort det så godt under vinterlegene, at en OL-komité har valgt hende til turneringens bedste forward.

Danskeren endte desuden som topscorer i Sotji med fem scoringer og to assister - sammenlagt syv point.

Turneringens bedste målmand var ifølge komitéen Florence Schelling fra Schweiz, mens Karvinens finske holdkammerat Jenni Hiirikoski blev valgt til bedste back.

Michelle Karvinen har dansk mor, mens hendes finske far Heikki udvandrede til Danmark længe før Michelle Karvinen blev født. Ishockeyspilleren har dobbelt statsborgerskab, hvilket betyder, at hun kan stille op for Finland.

Hendes bror Jannik Karvinen har derimod flere optrædener på det danske landshold.

Canada vandt torsdag kvindernes ishockeyturnering med en sejr på 3-2 over arvefjenderne fra USA.

/ritzau/

Dagens Gossip