Dansk ishockeyspiller tror på NHL-plads hos Rangers

Ishockeyspilleren Nicklas Jensen er opsat på at få sit gennembrud i NHL for New York Rangers i den kommende sæson.

Den 23-årige dansker har været tilknyttet Rangers i et halvt år, men det er ikke blevet til nogen kampe for New York-klubben. I stedet har han optrådt for farmerholdet Hartford Wolf Pack i AHL.

Det vil den danske landsholdsspiller ændre på i New York Rangers' såkaldte "training camp" forud for den kommende sæson.

- Jeg er så spændt på training campen, for jeg tror, at der er gode muligheder for mig.

- Mit mål er at komme på Rangers-holdet direkte efter campen og at imponere trænerne, så de stoler på mig, siger Nicklas Jensen til blueshirtsunited.com.

Den danske forward gjorde det i sidste sæson fornemt i AHL med 19 mål og 18 assist. Første del af sæsonen var han tilknyttet Vancouver Canucks' farmerhold, Utica Comets, før han i vinter indgik i en byttehandel.

- Jeg tror på, at jeg har en god chance for at spille i NHL, men det hele begynder i training camp, og jeg er klar til at gribe muligheden.

- Det er stort at have chancen for at spille for New York Rangers. Jeg vil forfølge min chance, siger danskeren.

Tirsdag blev han enig med Rangers om betingelserne for en ny kontrakt.

Nicklas Jensen er noteret for 24 NHL-kampe fordelt over tre sæsoner for Vancouver Canucks.

/ritzau/

Dagens Gossip