Dansk Islamisk Råd trækker i land om kontroversiel TV-aftale

Det fastslår Dansk Islamisk Råd, som ellers torsdag fortalte til flere medier, at mediecenteret ville sende TV-materiale til Al-Aqsa TV.

Men nu hævder foreningen, at den er blevet fejlciteret.

»Dansk Islamisk Råd blev i gårdsdagens nyheder i flere tilfælde fejlciteret og tillagt formelt samarbejde med TV-stationen Al Aqsah, hvilket ikke er tilfældet,« skriver organisationen i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at medieudvalget i Dansk Islamisk Råd tidligere har leveret optagelser til Al-Aqsa.

Det handlede om danskpalæstinensiske familiers hverdag i Danmark, men det var ikke et formelt samarbejde, skriver Dansk Islamisk Råd.

Torsdag sagde talsmanden for rådet, Mohamed al Maimouni ellers følgende til Berlingske Nyhedsbureau:

»Vi vil samarbejde med nogle eksterne aktører - Al Jazeera, Al-Aqsa og Huda TV. Når vi modtager opgaverne, læser vi nøje, hvad de går ud på, og træffer så en beslutning om, hvorvidt det er noget, vi vil dække. Det vil først og fremmest dreje sig om reportager.«

»Vi får en streaming server, og det er primært til Al Jazeera - ikke til Al-Aqsa. Udsendelserne bliver ikke brugt i Danmark. Vi sender dem videre til dem.«

I Ekstra Bladet lød forklaringen fra Mohamed al Maimouni:

»Vi har lavet et tv-studie i moskeen, der også skal levere reportager til Al-Aqsa. Vi streamer ikke direkte til Al-Aqsa, så vi har fuld kontrol over materialet. Vi har to krav til samarbejdet. Vi skal have kontrol over indholdet, og vi vil ikke levere noget, der kan skade Danmarks interesser i udlandet. Der går grænsen.«

Det skabte straks politisk kritik, da det kom frem, at mediecenteret ville samarbejde med en TV-station, som kontrolleres af det islamiske politiske parti Hamas, der figurerer på EUs terrorliste.

Dansk Folkeparti bebudede, at det vi hive justitsminister Morten Bødskov (S) i samråd for at få en redegørelse af de sikkerhedsvurderinger, der har gået forud for opførelsen af moskéen, og Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen (V) vil stille spørgsmål til kulturminister Marianne Jelved (R), om Radio- og TV-nævnet kan skride ind i situationen.

Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen (S) har også udtrykt bekymring for moskéens forbindelse til Al-Aqsa TV.

»Det er selvfølgelig bekymrende, hvis der er forbindelser mellem stormoskéen og ekstreme islamiske grupper. Vi har et lovgrundlag for, at Radio- og TV-nævnet kan skride ind, hvis de sender programmer, der er med til at fremme terrorisme,« siger Mogens Jensen.

Men Dansk Islamisk Råd lover fuld transparens, såfremt der indgås en aftale med Al-Aqsa TV.

»Så snart evt. aftaler er indgået, så vil disse fremgå af vores hjemmeside. For DIR (Dansk Islamisk Råd, red.) er transparens vigtigt i deres arbejde og interaktion med samfundet, hvorfor vi agter at bidrage til noget sådan gennem deltagelse og meddelelser på vores hjemmeside,« skriver organisationen.

Berlingske Nyhedsbureau har fredag forsøgt at få en mundtlig kommentar fra Mohamed al Maimouni, men han er ikke vendt tilbage.

Dagens Gossip