Dansk it-firma anklaget for bedrageri: Vi er blevet udnyttet af intrigante tidligere medarbejdere.

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

It-virksomheden Atea havde de store ord fremme, da det tirsdag stillede op til pressemøde om den bestikkelsessag, der har klæbet til selskabet de seneste mange måneder.

Selskabet og topchef Steinar Sønsteby bedyrer, at man er blevet udnyttet af intrigante, tidligere medarbejdere.

Tirsdag politianmeldte Atea derfor en tidligere direktør, nu direktør i konkurrenten 3A-it, og selskabet 3A-it.

- Atea har været ofre for, hvad vi mener, er grove, systematiske og planlagte kriminelle handlinger. Det kan vi ikke acceptere. Det må vi forsvare os imod, sagde Steinar Sønsteby, administrerende direktør, på pressemødet.

Sagen opstod, da Atea tidligere i år tabte et stort udbud af it-udstyr til det offentlige til det nystartede 3A-it. Det fik selskabet til at kontakte Region Sjælland, der fandt, at der havde fundet bestikkelse sted.

I den aktuelle sag er offentligt ansatte i Region Sjælland, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen mistænkt for at have modtaget bestikkelse.

Under efterforskningen af sagen kom det frem, at tidligere Atea-ansatte havde stillet mindst en million kroner til rådighed for offentligt ansatte, samt at der havde været gennemført en luksuriøs tur til Dubai, hvor Atea-ansatte og offentligt ansatte havde været af sted.

Det var ikke sanktioneret af Atea, men er en del af en fordækt plan af tidligere medarbejdere, der siden har startet 3A-it, siger Atea.

- Den nu sigtede direktør har, mens han var ansat hos Atea, indsamlet og videregivet store mængder fortrolige information, sagde Steinar Sønsteby.

Også rejsen til Dubai er ifølge direktøren brugt til at gå bag om ryggen på Atea.

- Deltagerne på rejsen var centrale personer i forhold til det store udbud i Region Sjælland og Atea-ansatte, der efterfølgende startede 3A-it. Rejsen blev godkendt som en rejse, der skulle fastholde kunderne, sagde Steinar Sønsteby og fortsatte:

- Men turens formål var et helt andet. Formålet var at planlægge, hvordan man kunne flytte meget store kunder over til 3A-it og bruge uacceptable beløb på at spise, drikke og bo på luksushoteller.

Atea vil ikke forholde sig til, om der før, direktørerne angiveligt begyndte at planlægge at starte en konkurrent, er sket ulovlige ting hos selskabet. Det er op til politiets undersøgelser, siger direktøren.

Ingen implicerede medarbejdere er stadig ansat hos Atea. 3A-it har ikke ønsket at udtale sig.

/ritzau/