Dansk Juve-træner: Bendtner har skuffet mig

Nicklas Bendtner har ødelagt det for sig selv ved at køre spirituspåvirket, og den danske angriber får af samme grund ikke mere spilletid for Juventus.

Det vurderer Jens Bangsbo, der tidligere har været assistenttræner i Torino-klubben, og som tager skarp afstand fra Bendtners drukkørsel i København natten til søndag.

- Det er rigtig ærgerligt. I al almindelighed er det forkasteligt, at der er nogen, der kører spirituspåvirkede i bil.

- Han har ødelagt en hel del ting for sig selv ved endnu en gang at blive involveret i denne type af episode, siger Bangsbo.

- Det er ikke noget, som bliver værdsat i Juventus. Det er ikke mange af de her tilfælde, man har haft gennem tiderne, fordi man netop har præciseret over for spillerne, at de skulle agere på en sober måde.

- Jeg tror ikke, at du kan finde ret mange episoder af tilsvarende karakter i Juventus, fortæller Bangsbo.

- Det var en af de ting, som vi prøvede at gøre klart for ham i forhold til den standard, man havde i Juventus, inden han kom dertil, husker Bangsbo.

Han var sidste sommer med til at anbefale Bendtner til Juventus, der var på udkig efter en angriber. Derfor er Bangsbo skuffet over Bendtners ageren.

- Ja, jeg er skuffet. Fordi jeg så det som en mulighed for ham - også fordi han på alle tidspunkter, hvor jeg har arbejdet med ham, har været dygtig til at følge de ting, han fik at vide. Han var meget målrettet.

- Og det var en af de egenskaber, der gjorde, at jeg synes, at jeg kunne tillade mig at anbefale ham til Juventus.

- Det levede han også op til i en lang periode, og de var fint tilfredse med hans indstilling og udvikling, siger Bangsbo.

Spørgsmål: Troede du, man havde set den sidste af den slags episoder fra Bendtner?

- Ja, det troede jeg faktisk. Men nu har jeg ikke haft kontakt med ham gennem længere tid, så jeg ved ikke, hvad der rører sig hos ham.

- Men en af de ting, som viser den klasse, der er ved Juventus, så arbejdede klubben jo helt seriøst på at hjælpe ham - selv efter han blev skadet - i rehabiliteringsfasen.

- De sendte læger til London for at hjælpe ham på vej, forklarer han.

Spørgsmål: Hvad vil Juventus gøre nu?

- Det er ikke en stor sag hverken i Juventus eller Italien. Der har været et par notitser i italienske aviser, men det er ikke noget, der trækker overskrifter. Jeg tror, at de vil håndtere sagen på en sober måde.

- Og så tror jeg ikke, man skal regne med, at Nicklas kommer til at spille mere i denne periode, fastslår Bangsbo.

Det er en situation, Bangsbo ærgrer sig over, for han så det som en god mulighed for angriberen til at vise sig frem på aller højeste niveau.

- Og det var stadig en god mulighed, selv om han blev skadet. Juventus er med på alle fronter; de er med i Champions League, og de er ved at vinde det italienske mesterskab.

- Det ville i sig selv være en cadeau for en spiller, som ikke har vundet så mange store turneringer.

- Jeg havde håbet på at se ham tilbage. Så han kunne blive anvendt i det omfang, det var muligt i resten af sæsonen. Men det tvivler jeg på, bliver tilfældet nu, vurderer Bangsbo.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV