Dansk juveler sikrede sig sjældne diamanter ved auktion

Skrevet af Elo Christoffersen

23/10/2013

Dagens topnyheder

Hartmann´s er blandt en lille eksklusiv kreds af juvelerer, der er indbudt til at byde på auktionen, og den eneste Skandinaviske juveler, som er repræsenteret.

Dette års tender er en af de bedste auktioner i mange år med 3 røde diamanter, 2 blå diamanter og talrige intense pink diamanter i sjældne størrelser. Interessen for at deltage i årets tender har været rekord stor og budene over al forventning.

- Dette års tender er netop afsluttet med et fænomenalt resultat. I år er to rekorder slået - salget af Argyle Phoenix, en 1,56 carat Fancy Red diamant, opnåede den højeste pris pr. carat for en diamant fra Argyle-minen i Australien, og Argyle Dauphine, en 2,51 carat Fancy Deep Pink diamant, slog rekorden som den dyreste Argyle diamant, der nogensinde er solgt med den farve, siger Josephine Johnson, general manager Argyle Pink Diamonds.

Hartmann´s bød i år på 10 ud af 64 diamanter og endte med at vinde 3 Tender-sten. Heriblandt en af de uhyre sjældne blå diamanter.

- Konkurrencen på dette års tender har været enorm. Vi er derfor meget tilfredse med at vinde, hvad der svarer til 5 procent af de udbudte sten. Lige nu har vi stor efterspørgsel efter pink diamanter og faktisk er det svært for os at skaffe de helt rigtige sten, selvom vi har flere købere stående på sidelinjen. Men sjældne diamanter hænger ikke på træerne og det forstår vores internationale kunder heldigvis, forklarer Ulrik Hartmann.

Om blot en måned sælges den største og dyreste pink diamant nogensinde udbudt på auktion hos Sotheby´s. Der er tale om en 59,60 carat fancy vivid pink diamant som forventes at indbringe 60 millioner dollars, og lykkedes det, vil stenen dermed blive verdens dyreste diamant nogensinde solgt på auktion.